Gode råd til sikker MTB

At køre på mountainbike er en rigtig sjov sport, det er god motion mens man på samme tid har det sjovt. Men at køre på mountainbike indebær også en vis risiko for at styrte og komme til skade, jeg har derfor samlet en håndfuld gode råd som kan hjælpe dig til at øge sikkerheden når du kører på mountainbike.

Cykelhjelm

Et must er at købe og ikke mindst bruge en god cykelhjelm når du hopper på cyklen. Det er utroligt at man stadig møder voksne mennesker på mountainbike i skoven som kører uden hjelm, det er lige så dumt som at køre uden sikkerhedssele når du sætter dig ind i bilen. Find en hjelm der passer dig, se eventuelt efter hjelme der har MIPS (Multi directional impact protection system). MIPS er udviklet til at forebyggelse af hjerneskader ved rotations styrt, altså et styrt ud over styret hvor du rammer overfladen i en skæv vinkel. Her vil MIPS mindske risikoen for hjerneskader.  Lige så vigtigt det er at finde en god hjelm er det at indstille den korrekt, stropperne skal samles lige under ørene og rammen under hagen skal sidde lidt løst, men den må ikke kunne glide op over hagen.

Cykelbriller

Det er også vigtigt at beskytte dine øjne mod grene, sten, mudder og insekter. Det kan være yderst ubehageligt at få ridset hornhinden i øjet. Hvis du har fået noget i øjet, kan du forsøge at finde det og forsigtigt fjerne det med en vatpind. Du kan også forsøge at skylle øjet med sterilt saltvand. Hvis du herefter fortsat kan mærke noget i øjet, bør du kontakte lægen. Hvis der er blod inde i øjet, eller synet er utydeligt, bør du kontakte en øjenlæge eller skadestue. (kilde: http://www.sygevoksne.dk/sygdom/oejenskader )  Du kan finde et hav af cykelbriller til alle formål, nogle med fotokromatisk linse som tilpasser sig lyset, andre med farvede udskiftelige linser og nogle som er helt klare. Personligt kører jeg oftest med en helt klar brille da solen sjældent er så kraftigt på sporene i skoven, og ellers har jeg et par med hvor der er farvet glas i tasken.

Handsker og body-amour

Det er en god ide at køre med handsker når du tager afsted på din mountainbike, dels kan de mindste de små ridser af torne på buske og træer som du strejfer og de undgår at du får større rifter i håndfladen ved styrt – jeg vil dog mene at handsker ikke er en nødvendighed for at køre sikkert på MTB, men de kan være yderst praktiske hvis uheldet er ude. Det er i dag også muligt at købe diverse arm arm- og benbeskyttere, jeg har ikke den store kendskab til bruge af dem da de fleste ture jeg kører på MTB ikke kræver det niveau af sikkerhed. Det er klart at er du mere til downhill kørsel på din MTB så er arm- og benbeskyttere uundgåeligt. Rygskjold eller rygsække med rygskjold vinder også mere og mere frem blandt den almindelige MTB rytter. Ja, de er lidt mere bøvlet i brugen og kan om sommeren være ret varme, men det kan være dit livs bedste investering. Jeg har desværre i mit arbejde på en intensiv afdeling mødt flere uheldige ryttere som er blevet lammet i større eller mindre grad efter styrt på MTB. De fleste af dem jeg har mødt har alle kørt fornuftigt og passet på, nogle er endda væltet ved lav fart, men er man uheldig eller falder forkert skal der ikke meget til før det kan gå rigtigt galt. Jeg kører med en rygsæk fra EVOC som har indbygget rygskjold, jeg kørte tidligere med en Camelbak med vand, så skiftet til EVOC med rygskjold og vandreservoir var ikke noget stort skridt. Og i det daglige bemærker man slet ikke at rygskjoldet er der, det er bare dejligt at vide at det er der hvis uheldet skulle være ude.

ID-kort

Det er let og nemt at tage med så hvorfor ikke hjælpe dem der skal hjælpe dig ved at medbringe dit sygesikringskort, noget billede ID eller anden form for ID. Hvis du skulle være så uheldig at blive slået bevidstløs eller omtåget er det en stor hjælp for dem der skal hjælpe dig at de ved hvem du er, ikke mindst hvis du skal bringes til hospitalet. Det er ikke altid jeg får taget sygesikring med, til gengæld har jeg købt et ID-armbånd fra danske Djuva hvor mit navn, telefon nummer til min hustru, allergier og cprnummer står på – smart og enkelt. ( https://djuva.dk/ ).

Kør ikke alene

Et helt gratis måde at øge din og andres sikkerhed når du skal afsted på cyklen er ved at køre sammen med andre. Det kan være hjælpsomt at være flere hvis der skulle opstå problemer med cyklerne, der er næsten altid en der har lige den lille ekstra dims der gør at turen kan fortsætte samlet i stedet for at måtte trække hjem. Og så er der nogen til at hjælpe dig hvis et uheld er ude.

Strava – Garmin – 112 app

Har du ikke mulighed for at køre sammen med dine venner, så kan du sikre dig selv ad teknisk vej. Cykel appen Strava tilbyder betalende kunder at at der bliver sendt et link til personer du vælger. Via linket kan personerne så følge dig live på et kort, og der bliver sendt beskeder hvis du pludseligt stopper. På den måde kan du altid blive fundet hvis noget skulle gå helt galt. Samme funktion tilbyder Garmin også via deres cykelcomputere, enkelte af de nyeste cykelcomputere har også en crash detector indbygget. Hvis du har din smartphone med i tasken så er det en let løsning at installere 112-appen ( http://www.112app.dk/ ). Med Danmarks officielle 112 app kan du starte et opkald til alarmcentralen og samtidig sende mobilens GPS-koordinater afsted. På den måde kan du få hjælp hurtigere.

Fortæl hvor du kører

Tager du ud på egen hånd, så er det altid en god ide at fortælle dine nærmeste hvor du cykler hen. Kører du galt og skal redning ud og lede efter dig er det som at lede efter en nål i en høstak, så kan det område hvor de skal lede efter dig begrænses kommer hjælpen hurtigere frem.

Kend dig selv og dit udstyr

Hvis man vil øge sikkerheden på MTB så er det en god ide at deltage i kurser så man får den korrekte teknik. Jeg var selv ret nervøs for at skulle køre i rock-gardens og det gjorde jeg satte hastigheden ned og dermed havde større risiko for at falde, jeg bookede derfor mig ind på et kursus og lærte den korrekte teknik. Så i dag ser jeg rock-garden som en sjov udfordring jeg kører sikkert igennem. Der findes mange udbydere af kurser til korrekt MTB, så det er blot at søge efter et i nærheden der handler om det netop det du gerne vil blive bedre til på sporet. At kende sit udstyr er også en måde at øge sikkerheden på MTB. Hold din cykel ved lige, kør ikke med defekter, og lær dig selv hvordan din cykel reagere under de givne forhold den udsættes for på turen.

Synlighed

Det handler om at blive set i trafikken og i skovene. Hav altid god lys med til cyklen og dig selv, hvis du skulle blive overrasket af tusmørket. Der er ikke noget der er værre end at møde en mørk cyklist i trafikken og man undres over at folk overhovedet tør sætte sig på cyklen uden lys når mørket falder på. Tøj, tasker og cykelhjelm fås i dag også i alverdens moderigtige farver, men hvis du vil sikre dig selv bedst muligt, så bør du kigge efter udstyr i pang-farver så du er nemmere at se i trafikken.

Det bør du medbringe i tasken

Hvis du er en af dem der kører med en rygsæk med vandreservoir på ryggen har du sikkert også plads til lidt ekstra sikkerhedsudstyr i tasken. Jeg har altid en telefon med på turen hvor jeg har installeret 112-appen. Telefonen er praktisk både hvis cykelcomputerens gps svigter, hvis du kører i mørke og cykellygterne svigter, hvis du bare må have en selfie på dit favorit spor og naturligvis hvis du skal ringe efter hjælp. I tasken har jeg også et folietæppe, det vejer stort set intet, men det kan holde dig varm og tør hvis du får brug for det. Jeg har bestilt mit hjem fra kina for hele 7 kr incl. fragt. Jeg har også en plasticpose, den kan bruges til alt muligt godt, men i ulykkes tilfælde kan den rede dit liv hvis den bruges til at stoppe en arteriel blødning. Jeg har også lidt snacks med i tasken, lidt energi hvis man er ved at gå sukkerkold efter en lang fed dag på cyklen. Jeg har også et par antihistamin piller med på tur, hvis man skulle få en allergisk reaktion eller bliver stukket af en hveps, er det rart at have en smule medicin lige ved hånden. Jeg har også en ekstra cykelslange, lidt værktøj og så 100 kr og lidt mønter hvis man skulle få brug for f.eks. en taxa eller at låne en telefon et sted.


Udgivet

i

af